|
Reviews | General Highlights - Overview:
 |
In Danish - Click the related title to read the full review |
Katuaq
Musikalsk rundrejse med Cæcilie Norby - en rigtig "feel good" aften hvor stemningen kom helt i top.
Politiken
Der er kun ét ord for hendes præstation i Tivoli: Weltklasse.
Berlingske Tidende
Cæcilie Norby viser en kunstnerisk identitet som kendetegner de største vokalister.
BT
Stor i stemmen. Så megen pragt i én person er næsten ikke til at fatte.
Gaffa
First Conversation er dybt fascinerende. Sjældent smukt.
Fyens Stiftstidende
Norby er stadig i en international klasse for sig. Hun har udstråling, et enormt overskud, en suveræn stemmekontrol.
Herning Folkeblad
Det er varieret, fantasifuldt og fortættet.
Hornsherred Lokalavis
Cæcilie Norby er helt suveræn og helt sig selv... Det er som at bade i vellyd.
Rødovre Lokalnyt
Ingen tvivl om at Cæcilie Norby er en af tidens største danske sangerinder.
 |
In Swedish - Click the related title to read the full review |
LIRA
Caecilie Norby har en sällsynt musikalisk kvalitet. En vokalartist i världsklass.
Göteborgposten
Allt Norby rör vid blir till guld.
Enköpings-Posten
Den bästa koncert någonsin!
 |
In Norwegian - Click the related title to read the full review |
Puls, Oslo
Trioen gjorde en formidabel innsats under fremføringen, alt på sin egen måte.
Dagsavisen, Oslo
Cæcilie Norby er den ukrona dronninga.
 |
In English - Click the related title to read the full review |
Politiken
There is only one expression for her performance in Tivoli: World class.
Berlingske Tidende
Cæcilie Norby beholds an artistic identity signifying the greatest vocalists.
DownBeat
Norby at her most expressive.
 |
In German - Click the related title to read the full review |
Bielefeder (SlowFruit)
Ihre warme, wandlungsreiche Stimme, diese zeitlosen, delikat arrangierten
Songs, die nach dem großen American Songbook klingen - wow!...
Jazzthetik (SlowFruit)
Diesen Charakter hat sie dieser Platte mit viel Gefühl und schönen Melodien eingeimpft
Audio (SlowFruit)
Caecilie Norby schreibt ihre Songs selbst - dabei fallen ihr Melodien ein, die so elegant dem Text entsprechen, dass sie schon beim ersten Zuhören vertraut wirken...
Jazz Thing (SlowFruit)
Ihr sechstes Album unter eigenem Namen, "Slow Fruit" (enja/Soulfood), müsste die dänische Sängerin eigentlich international ganz nach oben katapultieren...
MTV.de (SlowFruit)
Mit "Slow Fruit" gelingt es ihr 2007 hervorragend, sich mit zwölf stilvollen Eigenkompositionen im Vocal-Jazz-Gespräch zu halten...
CD-Kritik.de (SlowFruit)
Cæcilie Norby zu den vielseitigsten Sängerinnen überhaupt...
Aviva-berlin.de (SlowFruit)
In ihrer dänischen Heimat wird die Sängerin gerne als "Queen of Jazz" tituliert. Nun ist das ja eine relativ abgenutzte Zuschreibung, stimmt aber im Falle Norbys, die bereits auf eine über zwanzigjährige Musikkarriere zurückblicken kann...
Der Berliner Morgenpost
Cæcilie Norby - eine erfahrene und gestandene Stimmakrobatin.
Jazzzeitung
Der höhepunkt des abends war die dänische Sängerin Caecilie Norby.
Leipziger Volkzeitung
Steigerte ihr Programm von Höhepunkt zu Höhepunkt.
Flensburger Tagesblad
Der Star des Abends war die dänin Caecilie Norby.
(SlowFruit / Germany Release)To Top
Bielefeder | Wow! (SlowFruit)
Hendes varme forunderlige stemme, disse tidsløse og delikat arrangerede sange, der klinger efter den store amerikanske sangbog - wow! Og dertil skrevet af den danske sangerinde selv, der i skandinavianen længe er fejret som "Queen of Jazz".
/ Horst-Peter Meyer, Nov 2007
To Top
Jazzthetik | Smukke melodier (SlowFruit)
Det særlige ved dette album er netop følelserne og de smukke melodier.
/ Christoph Giese, Nov 2007
To Top
Audio | Swing, funky rock og latin beats (SlowFruit)
Cæcilie Norby skriver selv sine sange, og deraf kommer så elegante melodier der klæder teksterne, at jeg allerede ved første gennemlytning føler mig bekendt med dem. I de 12 afvekslende titler hæver hendes mørke og kraftfulde stemme sig over Danmarks Radio orkester med kombinationer af swing, funky rock og latin beats. Et under at den danske sangerinde stadig er et hemmeligt tip blandt fans af vokal jazz.
/ Werner Stiefele, Nov 2007
To Top
Jazz Thing | Et koryfæ der arbejder (SlowFruit)
Hendes 6. album "Slow Fruit" (Enja/ Soulfood) burde egentlig katapultere den danske sangerinde helt op blandt de store på den internationale scene, hvis masserne opdager hende; at her er et koryfæ der arbejder. Norby's charme er så smittende, at den formidler sig selv fra det distancerede cd medie. Det skyldes ikke kun hendes markante soul- og blues stemme, men så sandelig sangenes karakter, som hun selv har skrevet til dette album.
/ Ralf Dombrowski, Nov 2007
To Top
MTV.de | Adult contemporary på højt niveau (SlowFruit)
Med 12 stilfulde egenkompositioner på albummet "Slow Fruit" fra 2007, lykkedes det hende at lave en fremragende plade. Med disse musikere, hendes stemme og hendes følsomme og varme singer/songwriter jazz kompositioner, beriger Cæcilie Norby på særlig personlig vis en genre, der på den anden side af Atlanten defineres af Norah Jones og Diana Krall: Adult contemporary på højt niveau, der giver mange smukke og afvekslingsrige oplevelser indenfor singer/songwriter jazzen.
/ Kai Kopp, Oct 2007
To Top
CD-Kritik.de | En af de mest alsidige sangerinder overhovedet (SlowFruit)
Cæcilie Norby er en af de mest alsidige sangerinder overhovedet. Derudover er danskeren en af de mest betydningsfulde skandinaviske fortolkere. Og det kun i kraft af hendes kunsteriske niveau og musikalitet
/ Michael Frost, Oct 2007
To Top
Aviva-berlin.de | A Must Have! (SlowFruit)
I Danmark titulerer man gerne den danske sangerinde med "Queen of Jazz". Nu er det jo en relativ slidt tilskrivelse, men passer dog når det er tilfældet Norby, der allerede kan se tilbage på mere end 20 års lang karriere. Alligevel formår hun at få sine sange til at lyde som klassikere. Den 43 årige Norby beviser atter igen sit store sangskriver talent og - som altid - hendes fantastiske tilbagelænede stemme.
Særligt at fremhæve på den nye cd er duetten "Big Time" med Curtis Stigers, som fremstår som en let og afslappet bossanova. Cæcilie Norby blander funk, latin og acid jazz og skaber sammen med hendes dybe stemme et fantastisk groove.
A MUST HAVE!
/ Silvy Pommerenke, Oct 2007
(London/Paris)To Top
Fyens Stiftstidende | Perfekt koncert i perfekte rammer (London/Paris)
Det fine, nye kulturhus i Assens, Tobaksgården, var rammen om en koncert med Cæcilie Norbys kvartet. Koncerten blev holdt i salen - et gammelt magasin - med plads til 250 tilhørere, inklusive dem på balkonen. Med stedets beskedne størrelse fik Norby let en intim jazzklubstemning frem, og akustikken var helt perfekt til denne form for rytmisk musik.
En af Norbys største forcer er hendes fortolkningsevne. Hvert ord, ja hver enkelt stavelse, formes med mening, så hun får givet hver eneste sang alt, hvad hun har i sig, og måske mere til, godt hjulpet af sine musikere, hvor specielt pianisten Jesper Nordenström fulgte eminent med og var helt på linje med Norby. Joni Mitchells "Both Sides Now" blev sunget lavmælt og sårbart, og her var akkompagnementet nærmest minimalistisk. Wayne Shorters "Footprints" og latinnummeret "Gentle On My Mind" var i den helt anden grøft, hvor der blev leget med rytmer og alskens lyde af alle på scenen i en herlig afslappet atmosfære.
Programmet var i det hele taget smukt varieret med balladerne "In A Sentimental Mood", "The Good Life" og Leonard Cohens "Hallelujah" som højdepunkterne. Men også "Psycho Babe", hvor rytmegruppen glimrende illustrerede hovedpersonens vanvid med hidsigt og energiskt spil, og "Cuban Cigars" var bemærkelsesværdigt fremført, sidstnævnte med et sandt rytmeorgie i afslutningen med bassisten Lars Danielsson og trommeslageren Xavier Desandre Navarre i topform.
Fredag aften på Tobaksgården i Assens: Cæcilie Norbys Kvartet. Cæcilie Norby vokal, Jesper Nordenström piano, Lars Danielsson cello/kontrabas, Xavier Desandre Navarre trommer/percussion.
/ Frank Büchmann-Møller
To Top
KultuNaut | Veloplagt Cæcilie (London/Paris)
Tirsdag den 23. november 2004 trådte en særdeles veloplagt Cæcilie Norby op på den hyggelige scene på Jazzhus Dexter i Odense. Med sig havde Cæcilie sin mand, Lars Danielsson på bas og pianist Carsten Dahl. Koncerten startede med det meget smukke nummer ”Both sides now”, og så var stemningen sat.
Trioen var opsatte på at give publikum en god oplevelse, hvilket publikum straks mærkede, og kontakten mellem musikere og publikum var hurtigt etableret.
Jeg har været til mange koncerter med Cæcilie Norby, men jeg sad flere gange gennem første sæt og tænkte, at dette var den bedste koncert jeg havde hørt med hende. Det er svært at forklare, hvorfor netop denne koncert var så speciel, men nogle gange sker det bare, at en jazzkoncert gør noget ved en, og den følelse sad jeg med flere gange i første sæt.
Derfor var det meget overraskende for mig, at starten af andet sæt ikke rigtigt levede op til første sæt. Det var som om publikum var blevet lidt trætte, og det tog faktisk tre numre før der igen var kontakt mellem publikum og musikere, men så var koncerten også oppe i det høje gear igen.
Trioen forkælede da også publikum med en verdenspremiere på sangen ”lady with a song”, som Cæcilie Norby netop har skrevet. Faktisk er sangen så ny, at Cæcilie blev nødt til at have teksten i hånden, hvilket hun selv syntes var meget uprofessionelt, men Cæcilie du er tilgivet for det var en meget smuk sang, der lover godt for det næste album.
Som sagt havde hun Carsten Dahl med på piano, og han er jo altid en oplevelse, hvilket også var tilfældet denne aften. Han spillede nogle meget flotte og legesyge soloer, og det var en stor oplevelse at se ham spille op til bassist Lars Danielsson.
Lars Danielsson var også god denne aften, og for mig var han den største positive oplevelse. Jeg synes til tider, han har haft det med at forsvinde lidt i musikken, men i en trio som denne får han virkelig pladsen til at folde sig ud, og han spillede så inderligt godt. Især i ekstranummeret, Halleluja af Leonard Cohen, spillede Lars Danielsson helt fantastisk; hans forspil på cello er så smukt, at man bare må lukke øjnene og bare nyde.
Sådan var aftenen på Dexter i Odense. Fantastisk dejlig og varm, og det er hvad man har brug for i denne kolde vintertid.
/ Bjarke Nielsen
To Top
Berlingske Tidende | Overblik og format (London/Paris)
Cæcilie Norby tager chancer, som ville bringe mange andre på glatis.
Det er så i dag, Cæcilie Norby udsender sin femte CD i eget navn - optaget live på jazzklubberne Sunside i Paris og Pizza Express i London . Den danske jazzdiva har intet besvær med betræde de internationale scener, ganske enkelt fordi hun som kunstner har internationalt format.
Hun har sammensat et repertoire af pop, soul og jazz, men med sin stærke stemme og sin personlige fortolkningskunst sørger hun for, at man som lytter aldrig fornemmer noget genre-skift. Fundamentalt set handler det om jazz, både i kraft af en pulserende akustisk lyd og ikke mindst på grund af sangerindens lyst og evner for at udfordre sig selv - og sine medspillere.
I sine fraseringer og melodiske udsmykninger tager Cæcilie Norby chancer, som ville bringe stort set alle andre sangerinder på glatis. Men hun har så meget overblik og kontrol over stemme og værk, at hun kan skabe tryghed for sig selv og sine omgivelser - og sætte sig ud over enhver diskussion om troværdighed.
Ledsaget af fremragende musikere, heriblandt pianisten Carsten Dahl, bassisten Lars Danielsson og guitaristen Ulf Wakenius, bliver det til handlingsmættet musik, hvor man alt efter smag og behag kan hente sine favoritnumre.
Blandt de regulært swingende finder man Gershwins »But Not For Me«, og til de mere vildtvoksende hører Cæcilie Norbys egen »African Fairytale«, der er baseret på Wayne Shorters »Footprints«. I den romantiske afdeling er det værd at fremhæve Joni Mitchells »Both Sides Now« med raffineret cello-spil af Lars Danielsson, og en fascinerende langsom version af Duke Ellingtons »In A Sentimental Mood« samt Elton John-klassikeren »Sorry Seems To Be The Hardest Word«, som nok burde få den navnkundige engelske ophavsmand til at lette på brillen - i ærbødighed.
/ Kjeld Frandsen
To Top
BT | Overdådig kvalitetssans (London/Paris)
Et hvert minut tilbragt i Cæcilie Norbys selskab er godt givet ud.
Ingen dansk sangerinde har sådan en bund og samtidigt så højt til loftet, som hun. Det er derfor ikke underligt, at hendes nye CD er liveoptagelser fra koncerter i London og Paris.
Alle, der har oplevet hende live, har bemærket en overdådig kvalitetssans, som altid omgiver hendes team. "London/Paris" er en ganske glimrende skive, med fine detaljer ikke mindst fra pianisterne Carsten Dahl og Jesper Nordenström.
/ Jytte Kjærgaard
To Top
DR | Så luften sitrer (London/Paris)
Danmarks jazzdronning pt hedder Cæcilie Nordby. Hendes overblik, timing og stemmemæssige rækkevidde er på en gang hæsblæsende og stålsat kontrolleret. Men selv om den isnende sikkerhed kan give kuldegysninger, savner man et par sprækker.
Det er en gammel nyhed at Cæcilie Nordby er begyndt at synge jazz. Men jeg er stadig på halen over hvor sikkert hun har taget turen fra One Two’s lige ud af landevejen-pop til det langt mere komplekse jazz-univers hun har bevæget sig i på sine sidste plader godt sekunderet af bassisten (og ægtemanden) Lars Danielsson.
Hendes fraseringsevne er formidabel, og stemmen springer på splitsekunder fra det det dybe, sensuelle til det lyse, spinkle med en klang der udfolder et vibrerende drama og en stolt, næsten benhård intensitet. Bare lyt til 'In a sentimental Mood': hæse kommentarer, kontant og direkte melodibehandling, og så en slutfrasering der ender i et skyhøjt register, alt sammen i et glidende flow uden fare for at filmen knækker eller det på nogen måde nærmer sig fraseringslir eller krukkeri.
'London/Paris', som er optaget på hhv. Pizza Express Club i London og Sunside Jazz Club i Paris, er en vifte af i udgangspunktet meget forskellige sange: Frank Stantons 'Face it gir'l der bringer mindelser om Michael Jacksons 'The girl is mine', Joni Mitchells 'Both sides now' med den på en gang melankolsk og afklarede resignation i både tekst og melodi, de klare pophits fra Elton John (Sorry seems to be the hardest word) og Bee Gees (How deep is your love) og så de gamle jazzballader 'In a sentimental mood' og 'But not for me'.
Og de er tydelig valgt med hjertet: Musikerne spiller til med al den energi der kan være i en liveoptræden, og soloerne bliver fyret af mod et klimax i stensikre improvisationer der bare lyder godt og tvinger musikken og drivet videre. Det er en perlerække af musikere, og samspillet er bomstærkt; der ikke er skygge af tvivl om at musikerne vil det samme og har det kanon sjovt med det.
Der er noget på spil i numre som 'You don’t know' og især i den afsluttende 'African Fairytale' - måske fordi der her er truffet nogle musikalske valg der ikke nøjes med at leve op til gældende konventioner, men lige drejer nummeret i en personlig retning.
Det er ikke meget der skal til: et overraskende basostinat i 'You don’t know why' - så cool at man nærmest ser Shirley Bassey for sig når Nordby giver igen med sin dybe vokal. Og på 'African Fairytale' en tight og energifyldt åbning med afrikanske råb og instrumenter der giver en perfekt ramme for Nordbys store stemme og de groovy udladninger fra musikerne. Her smelter isdronningen i et springvand af varmt og levende overskud, og så begynder luften at sitre.
/ Celine Haastrup
To Top
Gaffa | Indre ro og levende appetit (London/Paris)
London/Paris er Cæcilie Norbys femte udgivelse i eget navn. Men hendes første i eget navn på det nye label, Copenhagen (de første fire udkom på Blue Note), og hendes første live-album – trods mere end et par tusinde scene-optrædener bag sig.
At Norby begår sig godt på scenen, fremgår tydeligt af Copenhagens London/Paris. Albummet emmer af overskud og efterlader det utvetydige indtryk, at sangeren er i sit es på klub-scenen, uanset om denne er i London eller Paris.
London/Paris er lidt soul her, lidt evergreen der og under alle omstændigheder jazz everywhere. 11 numre hentet fra så forskellige kofyfæer som Joni Mitchell, Tony Bennett og brødrene Gibb.
Norby er i løssluppen leg det ene øjeblik, i dyb koncentration det næste. Tydeligt en rutineret sanger med indre ro og en levende appetit.
/ Ivan Rod
To Top
Sound Venue | Clubstemning ind under huden (London/Paris)
Danmarks Jazzdiva nummer 1 er tilbage med endnu en soloudgivelse. Denne er den første udgivelse overhovedet på pladeselskabet Copenhagen Records.
Efter 4 studieindspilninger har Cæcilie Norby nu landet sin første liveindspilning, og det har vi ventet på. Materialet er overvejende fortolkninger af standards ("But not for Me", "In a Sentimental Mood"), pop-klasikere ("How Deep is Your Love", "Sorry Seems to be the Hardest Word"), men der er også blevet plads til to af hendes egne hits: "Cuban Cigars" og "African Fairytale". Hun har tryllebundet dem sammen til en broget buket, lige til at komme i forårsstemning af.
Sammen med sin stjernebesætning formår hun at lægge sit helt personlige præg på numrene. På disse optagelser hører man tydeligt Norbys talent; hun har en fin fornemmelse i stemmen. Både fraseringer og hæse hvæs går rent ind og giver nye vinkler på de gamle kendinge. Det er tydeligt at hun føler sig hjemme på jazzklubberne. Der bliver også plads for musikerne til at folde sig ud, det er netop en typisk liveindspildning. Ganske herligt.
Optagelserne stammer fra Jazzklubben "Pizza Express" i London og "Sunside" i Paris, hvor de blev indspillet sidste år. Lige nu er Cæcilie Norby på turne i Danmark, så det kan anbefales at høre hende live i den nærmeste jazzklub.
/ Chris Krogsøe Mienert
(General Highlights)To Top
Funky Jazz i Katuaq | Musikalsk rundrejse med Norby (Greenland, Apr. 2006)
Med en ballade, »Both Sides Now« af Joni Mitchell begyndte Cæcilie Norby en musikalsk rund rejse, der bød tilhørerne i Grønlands kulturhus Katuaq i Nuuk på en perlerække af gode jazznumre, fortolket på nye og overraskende måder.
Jazzen blev på fornemmeste vis blandet med pop og soul, og gav nye fortolkninger af de gamle numre.
Melodierne fik tilhørerne i det udsolgte Katuaq til at opleve Afrikas savanner og Gerswins musicals på en rigtig »feel good« aften, hvor stemningen kom helt i top.
En stor stemme
Cæcilie Norbys sang og stemme er en fornøjelse at lytte til og afspejler sangerindens store overskud og musikalske erfaring.
Kraften i hendes stemme kom ikke mindst til udtryk ved koncertens andet nummer »Big Time«, hvor strømmen til hendes mikrofon pludseligt forsvandt.
Det betød dog ikke, at hendes stemme forsvandt ud af melodien; hun var alligevel i stand til at synge salen op. Med et smil og en afslappethed som også bredte sig ud til publikum.
Spilleglæde
Orkestret har i det hele taget et boblende overskud og en spilleglæde, som slår igennem i kontakten til publikum. Humøret smitter, og stemningen bliver intim og uhøjtidelig.
Afrikas dampende rytmer fik frit slag i »Footprints – african fairytale«, hvor musikken bygger spænding og et drama op. Et nummer med rytme og plads til mange solopræstationer både på trommer og bas, og som blev hilst med begejstring af publikum.
Trommeslageren Morten Lund spillede med stor ihærdighed, og det er der brug for, når Afrikas varme og dumpe rytmer skal overføres til Grønland.
Romantik
I »My Man« kom vi over i den romantiske afdeling. Sangen handler om at være gentleman og ladylike. Det seksuelle spil foregår på et tidspunkt, hvor der endnu er et stykke vej til det første kys. Bassisten Lars Danielsson brugte alle sine virkemidler, særligt hans forspil. Han kan få bassen til at lyde helt elektrisk.
I »Girl talk« tager sangen udgangspunkt i, hvad kvinder nu kan finde på at sladre og snakke om, når mændene er uden for hørevidde. Sunget med humor og smil, men også med en overraskende måde at bruge sludren og sladren som en måde at synge på. Lars Jansson leger på sit piano; let og ubesværet ser det ud og hele tiden spiller han op mod de øvrige musikere i en flot klang.
Cæcilie er stjernen
Så er det lidt af et spring over til kærlighedsnummeret »Wild is the wind« om den store og ubetingede kærlighed. Her sang Cæcilie Norby med en inderlig og varm stemme, der er meget bevægende. I hendes ballader kommer hendes stemme især til sin ret, og en stille ballade blev også hendes ekstra- og afslutningsnummer.
Cæcilie Norby fylder med sin stemme og udstråling meget på scenen. De øvrige musikere kan let komme til at stå i skyggen, men sådan går det ikke. Hun er rigtig god til at give de øvrige musikere plads og hun trækker sig ofte lidt tilbage på scenen og lader de andre spille solo eller afslutte det mellemspil, hun har lagt op til.
Det blev en musikalsk rundrejse, hvor alle måtte overgive sig til det gode humør og den fine musik.
/ Claus Rasmussen
To Top
Politiken | En diva springer ud (Jazz Festival, 2003)
Cæcilie Norby med Lars Danielssons Kvartet og Hans Ulrik i Tivoli.
Det var en så godt som perfekt aften, da Cæcilie Norby indledte Tivolidelen af Copenhagen Jazz Festival. For bortset fra lidt lydmæssige balanceproblemer under det første nummer blev der stort set ikke sat en fod forkert under hele koncerten.
Hovedpersonen befandt sig tydeligvis som en fisk i vandet foran det store ensemble, der ud over en jazz-rytmegruppe bestående af pianisten Carsten Dahl, bassisten Lars Danielsson, trommeslageren Anders Kjellberg samt saxofonisten Hans Ulrik omfattede et større kontingent musikere fra Radioens Underholdningsorkester. Og med god grund. For det store format klædte så absolut Cæcilie Norby, der på intet tidspunkt havde problemer med at synge så stort et orkester op.
I løbet af de fem kvarter, koncerten varede, demonstrerede hun, hvor vidt hun stemmemæssigt spænder som sangerinde, og hvor ubesværet hun er i stand til at skifte mellem genrer og stemninger.
Der blev indledt med tre hurtige swingende sager: 'Girl's Talk', 'For Heavens Sake (Let's Fall in Love)' og 'Cuban Cigar's, og så var det hinsides enhver diskussion slået fast, at Cæcilie Norby kan måle sig med de bedste sangerinder, også internationalt. En stemmepragt, man skal lede længe efter, kombineret med en moden sikkerhed og en suveræn evne til at kommunikere med det store publikum. En dame, en diva, en donna - på den udpræget fede måde.
Men da hun derefter sang sin egen 'First Conversation', som handler om hendes oplevelse af at blive moder, sænkede hun paraderne og viste en sårbarhed og følsomhed, der for det første var utrolig smuk og for det andet både vis og naiv i sin blanding af undren og sentimentalitet over selve livets mirakel.
At hun også suverænt behersker det mindre format, demonstrerede hun i en intens duoversion af Leonard Cohens 'Hallelujah' , hvor hun sammen med gemalen Lars Danielsson fremmanede en næsten andægtig stemning i den tætpakkede have. Hvorefter hun uden at kny skiftede tempo til først, en sambagtig udgave af Glen Campbells countryklassiker 'Gentle on My Mind' og siden til Elvis Costellos 'I Almost Had A Weakness' (fra 'The Juliet Letters' med det klassiske strygerensemble The Brodsky Quartet), begge effektive og fornyende i forhold til originalerne uden på noget tidspunkt at virke fortænkte.
Højdepunktet var dog uden sammenligning hendes version af David Bowies 'Life on Mars' (fra 1972-mesterværket 'Hunky Dory'). At kunne nyfortolke en så definitivt og allerede suverænt fremført sang vidner om sandt format.
Cæcilie Norby er en fremragende sangerinde, men hun giver sine musikere lov til at komme til orde. Der er kun ét ord for hendes præstation i Tivoli: Weltklasse.
/ Henrik Palle
To Top
Berlingske Tidende | Fremragende (First Conversation)
På Cæcilie Norbys CD ”First Conversation” er intet overladt til tilfældighederne. Kun det fuldkomne er godt nok. Sangerinden Cæcilie Norby viser med en kunstnerisk identitet, som kendetegner de største vokalister.
Umiddelbart er det så ovelvældende, at det kan være vanskeligt at gøre rede for, hvad det egentligt er, det handler om. For ikke blot er Cæcilie Norby i besiddelse af en imponerende flot stemme, hun får tilmed fastslået, at hun er ganske usædvanligt kreativ, tænkende og en målrettet kunstner.
Cæcilie Norby har siden sit nu tre år gamle udspil ”Queen Of Bad Excuses” kontinuerligt afprøvet nyt repertoire i diverse konstellationer ude på scenerne. Og utvivlsomt har der været valg og fravalg og justeringer, og selv om improvisation ikke er nogen mangelvare, så mærker man, at intet er overladt til tilfældighederne. Kun det fuldkomne er godt nok.
Det er nærliggende at komme ind på, at den 37-årige sangerinde i den mellemliggende tid har fået mand og barn, men her kan vi nøjes med at konstatere, at hun er en voksen kvinde, som godt tør geare lidt ned og godt tør, næsten udelukkende, synge ballader - ofte indhyllet i strygere.
Det kræver sin kunstner, men Cæcilie Norby ved præcis, hvad hun har gang i. Hendes stemme, som altid har været karakteriseret ved volumen og præcision, er blevet mere varm og poetisk, og hun afleverer ord og toner med en speciel nonchalant bevægelighed. Ja, her er en kunstnerisk identitet, ja, den form for genkendelighed, der kendetegner de største vokalister.
Repertoiret er udsøgt, arrangementerne er rigt varierede der er fremragende indsatser fra diverse instrumentalister, og der skal ikke herske tvivl om, at Cæcilie Norbys mand, den svenske bassist og cellist Lars Danielsson, i høj grad er medansvarlig for det sublime resultat. Han har komponeret et af pladens mest usædvanlige numre,”Kyrie", som Cæcilie Norby har forsynet med en meget smuk svensk tekst, og værket udvikler sig fra lyrisk folklore til et dramatisk lydbillede med sangerindens voldsomme opera-sopran i fornem dialog med nordmanden Per Jørgensens udtryksfulde trompetspil.
Og i det hele taget er der ikke så få overraskede skarpe sving på pladens romantiske landevej, og her er det nok værd at nævne den kaosagtige udgang på den eminente fortolkning af Leonard Cohens ”Hallelujah” - samt pladens eneste rigtige uptempo-nummer, en løssluppen latin udgave af John Hartfords countryklassiker, ”Gentle On My Mind”.
Men det er balladerne, der tegner pladen, og fremhæves skal Lionel Hamptons ”Midnight Sun” med pianisten Carsten Dahls følsomme spil og arrangement, og Michel Le grand s ”You Must Believe In Spring”, hvor enkelthed får lov til at profilere den fascinerende melodi.
Og endelig titelnummeret, Cæclie Norbys egen ”First Conversation”, hvor sangerinden - med en fremragende tekst og en fremragende melodi - beskriver sin første dialog med sin lille datter. En tankevækkende sang om livets små mirakler.
Det er ganske mirakuløst.
/ Kjeld Frandsen
To Top
BT | Hallelujah for Cæcilie Norby (Tivoli, Glassalen)
Stor i stemmen, Cæcilie Norby er dansk superliga, når hun synger sjælen ind i teksten.
Cæcilie Norby kulminerede i andet nummer med en krystalklar udgave af balladen "Wild Is The Wind", sunget så man kunne spare pengene til gys og gøgl. Hårene rejste sig, det rislede ned af ryggen og mascaraen sejlede bort i små både.
Det er glædeligt, at Cæcilie Norby under jazzfestivalen kan trække en fuld koncertsal i konkurrence med de udenlandske sangerinder som Dianne, Cassandra, Dee Dee og alle de andre.
Når ret skal være ret, kan de bare stille op i køen – efter Norby. Fra naturens hånd har Cæcilie Norby fået en stemme med en formiddable spændvidde, der kan gå fra den dybeste kælder til det højeste bjerg med samme ubesværede autoritet.
I Leonard Cohens ”Hallelujah” var alle hendes kvaliteter samlet og tilført den ekstra lille detalje, at Norby selvfølgelig også kan slå over i klassisk opera uden at ryste på stemmebåndet. Så megen pragt i én person er næsten ikke til at fatte.
/ Jytte Kjærgaard
To Top
Gaffa | First Conversation (First Conversation)
First Conversation er Cæcilie Norbys fjerde cd på det amerikanske label Blue Note. Og hvilken én. Den tidligere poptøs anslår virkelig en moden og forførende blå tone på de syv standards på albummet. På sine egne kompositioner i øvrigt. Og selv på hendes fortolkninger af - i denne sammenhæng - så forunderlige numre som Polices "Tea In The Sahara" og Leonard Cohens "Hallelujah". Selv på dem holder hun sig inden for de stramme rammer, som hun selv har udstukket, og som gør albummet til det helstøbte værk, det er blevet.
Grundstammen i musikken kommer fra nogle af nutidens største jazzmusikere i Skandinavien - Lars Danielsson (bas), Carsten Dahl (klaver), Per Jørgensen (trompet) og Jon Christensen (trommer). Albummet er da også indspillet med netop den besætning. Da lydbilledet imidlertid viste sig for tyndt, tilføjede produceren strygere - fra Radioens Underholdningsorkester. Resultatet er dybt fascinerende. Sjældent smukt. og især numre som "Kyrie", "Never Let Me Go" og "First Conversation" må fremhæves for deres kompositoriske kvaliteter.
/ Ivan Rod
To Top
Fyens Stiftstidende | I international klasse
Cæcilie Norby med Tip Toe Big Band i Kongens Have, dirigeret af Lars Møller.
Selv om regnen så småt begyndte at sile ned igen under den sidste halvdel af koncerten, var der ingen blandt publikum, der forlod Kongens Have, før de sidste toner af ekstranummeret havde forladt højttalerne. Cæcilie Norby havde nemlig os allesammen i sin hule hånd fra første nummer.
Vi har efterhånden mange dygtige og personlige sangerinder herhjemme, men Norby er stadig i en international klasse for sig. Hendes stemme er varm og pragtfuld, hun har udstråling, et enormt overskud, en suveræn stemmekontrol, og så kan hun trykke den af, når det behøves, som i hendes første nummer, "Girl Talk". Dertil kommer, at hun har den jazzmæssige frasering og tilbagelænede swingfornemmelse, der måske gør forskellen ned til de øvrige.
Det eneste, jeg savnede, var mere inderlighed og fordybelse i Billy Strayhorns uhyre svære ballade "Lush Life", men den var måske også en lige stor nok mundfuld, for i den anden ballade, Leon Russels "A Song For You", manglede der absolut ikke nogen indføling, heller ikke i Morten Nordals fine guitarsolo og afsluttende obbligato.
Koncerten sluttede med et glimrende rockpræget arrangement af den gamle "What Comes Up Must Come Down", hvor Nordal igen brillerede med flot spil, og stemningen gik endnu en tak i vejret under det efterfølgende ekstranummer "Dr. Feelgood". Norby viste her mesterlig bluesfornemmelse, og Lars Møllers tenorsaxsolo var ikke mindre udtryksfuld.
Aftenens solist kunne være godt tilfreds med at være backet op af Tip Toe Big Band. Orkesteret swingede herligt med en elastisk fornemmelse, der matchede Norbys perfekt.
/ Frank Büchmann-Møller
To Top
Herning Folkeblad | Suveræne Cæcilie (First Conversation)
Siden jeg i begyndelsen af 80'erne for første gang oplevede Cæcilie Norby live, har jeg været fascineret af hende som sangerinde. Skønt hun dengang kun lige akkurat var blevet student, havde hun allerede en suveræn stemmebeherskelse og en jazzfeeling, som mange må kæmpe for i årevis - måske uden at få den.
Det suveræne har holdt ved lige siden. Folkelig bliver Cæcilie Norby aldrig. Dertil er hun alt for sofistikeret i sit repertoirevalg. Nærmest det folkelige kom hun i årene med rockgruppen One Two sammen med Nina Forsberg. Men i de år var hun samtidig omdrejningspunktet i Frontline, som meget mere var min kop the.
På "First Conversation" er Cæcilie Norby mere suveræn end nogensinde. Hendes totale, intense stemmebeherskelse blomstrer i gemalen Lars Danielssons fremragende arrangementer. Vi får jazzklassikere (langt fra de mest kendte), en enkelt egenkomposition (titelsangen) samt blandt andet en helt fantastisk udgave af Leonard Cohens "Hallelujah".
DR Radio Underholdningsorkestret er tilsat, uden at der er gået musical i den. Natklubstemningen er bevaret. Det er varieret, fantasifuldt og fortættet.
Suverænt.
/ Flemming Nordenhof
To Top
Hornsherred Lokalavis | Et bad i vellyd (First Conversation)
Cæcilie Norby er helt suveræn og helt sig selv på sin fjerde cd på Blue Note.
Cæcilie Norby skaber ren magi på sin nye cd.
Der er plader som bæres af et enkelt nummer eller tre. Hits kaldes det. Så er der plader, som hviler i sig selv, båret - ikke af de enkelte melodier - men af en stemning som kan være næsten magisk.
Sådan en plade er Cæcilie Norbys "First Conversation", hendes fjerde på det eksklusive jazzplademærke Blue Note.
Der er skyllet meget glimmer i håndvasken siden dagene med One Two. Cæcilie Norbys første plade i det nye årtusinde præsenterer en moden sangerinde med næsten overlegen kontrol over stemme og udtryk. Fornem stemmebeherskelse i både det høje og det dybe register og en behagelig mangel på effektmageri.
Afklaret ro.
På "Queen Of Bad Excuses" fra 1999 sprang Cæcilie Norby ud som sangskriver: På "First Conversation" er "Leaving For The Weekend" og titelsangen om miraklet den førstefødte de eneste sange fra eget værksted sammen med det smukke digt i toner og ord "Kyrie", som hun har skrevet sammen med gemalen, den svenske bassist Lars Danielsson.
Og hvad enten Cæcilie Norbys sene men lykkelige rolle som familiemor er forklaringen eller ej: Cd' en er indhyllet i en atmosfære af ro og afklarethed uden på noget tidspunkt at falde hen i klicheer.
Med et hold fremragende musikere - duoen Lars Danielsson (bas) og Carsten Dahl (piano) tilsat blandt andet norske Jon Christensen (trommer) og Per Jørgensen på blød-blød trompet og vor egen Jacob Fischer (guitar) serverer hun radikalt anderledes versioner af Leonard Cohen's "Hallelujah", John Hardfords "GentleOn My Mind" (i latin takt), Michel Legrands "You Must Believe In Spring" og The Police's "Tea In The Sahara".
Danmarks Radios UnderholdningsOrkester leverer diskret strygeroverbygning, som er med til at skabe en blød solnedgangsgylden stemning. Det er som at bade i vellyd.
/ Ole Brandt
To Top
Rødovre Lokalnyt | Store øjeblikke (First Conversation)
Der blev ikke efterladt nogen tvivl om, at Cæcilie Nordby er en af tidens største danske sangerinder, da hun onsdag gæstede Viften. Et begejstret publikum nød i fulde drag hendes og kvartettens tætte og indfølte sammenspil, der især lyste på numre som Leonard Cohens "Hallelujah" og David Bowies "Life on Mars".
/ Morten Lindegaard
(General Highlights)To Top
LIRA | Caecilie Norby har en sällsynt musikalisk kvalitet.
Danska sångdrottningen Caecilie Norby har gjort sin första Live-platta. Några spår ingår på tidigare skivor men här hörs de i den frisläppta ögonblicksatmosfär som enbart bra Live-inspelningar kan ge.
Caecilie Norby har en sällsynt musikalisk kvalitet och resning, hon behärskar suveränt hela afro-genren från krävande jazzklassiker till singer/songwriterpop, latin, soul och afrikanskt. En vokalartist i världsklass som aldrig lånar sig till att förytliga det musikaliska grundmaterialet.
Tillsammans med danska och svenska musikarna återskapar Caecilie Norby och arrangören/orkesterledaren/bassisten Lars Danielsson dessa koncerter från London och Paris på denna den första titeln från nya produktionsbolaget Copenhagen Records.
/ Eva Nikell
To Top
Göteborgposten | Allt Norby rör vid blir till guld (First Conversation)
Undrar hur många som vet att vi har en musikalisk nationalskatt boende i Mölnlycke? Ja, halvtidsboende är väl mer rättvisande då Cæcilie Norby också bor i Köpenhamn. Och danskarna kanske kan bli lite putta om man kallar henne vår nationalskatt, eftersom hon är danska, och till råga på allt den enda vokalisten någonsin från Danmark som har kontrakt med prestigefyllda Blue Note.
Men efter att ha sett Cæcilie Norby, tillsammans med maken Lars Danielsson på bas och cello, Carsten Dahl på piano och gästtrumisen Anders Kjellberg, ännu en gång göra Nefertiti till en magisk plats är vilka superlativ som helst tillåtna.
Allt denna för kvällen hopsatta kvertett rör vid och tolkar blir till guld. Från inledande tre låtarna, där Norby själv agerar trummis med sin röst och gör en fantastisk tolkning av Joni Mitchells "Both sides now", till andra set där en kriminellt skickligt tempovarierad "In a sentimental mood" inleder.
Improvisationerna flödar och Cæcilie Norby visar precis varför hon är internationellt erkänd då hon scattar och wailar ikapp med forna storheter. Det ända som stör lite är frånväron av det egna, oerhört starka låtmatrialet från senaste plattan First Conversation. Men en sådan invändning är snabbt glömd när Cæcilie Norby med mannar mot slutet av andra set tolkar Leonard Cohens "Hallelujah" så jag känner tårarna krypa fram i ögonvrån.
Ett av de absolut bästa enskilda koncertminnena någonsin. Och en av de absolut bästa sångerskorna. Och då har jag inte gåt in på Lars Danielssons finger och ackordspel på cellon i samma låt, eller Dahls knäppande på pianots strängar, eller glädjen och samspelet, eller tolkningen av Glenn Cambels "Gentle on my mind" eller Lars Danielssons egna, ösiga "Cuban Cigars".
Så jag skriver nationalskatt och tackar för en av de bästa konserter jag har varit på.
/ Kalle Malmstedt
To Top
Enköpings-Posten | Cæcilie bjöd på stor musikalisk upplevelse
Danmarks Jazzdrottning Cæcilie Norby har en perfekt tonsäkerhet och enligt henne själv älskar hon både att sjunga romantiskt och att sjunga aggressivt. Hon förenar dessa uttrycksätt på ett fantastiskt sätt, ofta i en och samma låt.
"Den bästa koncert någonsin!"
Ja, det tycker man kanske ofta om den senaste koncerten man varit på när man fåt en stor musikalsk upplevelse. Men i fredags bjöds vi på en hisnande musikalsk utflykt. Då uppträdde på Klara Hall tre musikanter i väldsklass. Cæcilie Norby Trio. Tre individuellt otroligt skickliga artister, mycket samspelta och man gav en fantastisk koncert.
Cæcilie Norby har ett brett register i sitt tonomfang, från allt till mezzopran. Men främför allt har hon en otrolig inlevelse och närvaro, som förtrollar och fängslar publiken.
Hennes make Lars Danielsson, trakterar kontrabas och cello som andra spelar guitarr. Han gar hisnande basgångar omväxlande med att han slår an ackord, som amn inte visste fanns, men som ger fantastiska klanger. Det äkta paret måste ha roligt när de repeterar tillsammans.
/ Lars Wall
(General Highlights)
To Top
Puls, Oslo | Spennende, Cæcilie Norby (First Conversation )
De som kom til Kampenjazz for å høre en trio denne kvelden fikk for såvidt det - men ikke alle trioer høres ut som om de består av tre medlemmer. Så tett og rikt låt det at vi kunne tro vi lyttet til et langt større ensamble.
Selvom bare tre musikere sto på scene denne kvelden ble de fulgt av omtrent dobbelt så mange instrumenter. Lars Danielsson spilte bass, cello og teknikk, mens Cæcilie Norby sang og "perkusjonerte", ikke med vanlige fysiske trommer, men med trommelyder laget med stemmen. Carsten Dahl spilte stort sett piano, men gikk ikke av veien for å tromme litt på Norby sin stol.
De tre musikerne hadde nærhet til instrumentene sine, intens tilstedeværelse og en ubrutt kommunikasjon seg imellom på scenen.Kampenjazz sin ildsjel, Marit Lauten, introduserte trioen som sine favoritmusikere, noe som ikke er vanskeligt å forstå. For disse artister mestrer liveformatet bedre enn de fleste.
Trioen gjorde en formidabel innsats under fremføringen, alt på sin egen måte.
Danielsson innledet Hallelujah på cello og spilte pizzicato som om det var en melankolsk gitar. Han spilte vekselvis bass og cello og det ga koncerten en variasjon som bidro til at det alltid var spennende a være med videre.
Cæcilie Norby sang med hele sin erfaring, jazz med rocketrøkk og rockteknik - hele tiden fokusert på formidling og ikke på sjønnsang. Og i Danielssons "Kyrie" fikk vi også et imponerende eksempel på at Norby sikkert godt kunne valgt den klassiske vei med sin rike og vakre mezzosopran. Der er ikke mye denne sanger ikke kan. I tillegg til alt dette mestrer hun også det rytmiske i form av en velutviklet vokal perkusjonteknikk. Det føltes helt riktig da Norby og co til slutt delte et ekstranummer med oss og avsluttet med ordene: Here's to Love, Here's to Life, Here's to You! - TAKK!
To Top
Dagsavisen, Oslo | Så kom dronninga
Cæcilie Norby er den ukrona dronninga av Oslo Jazzfestival. Åtte år etter at ho var her først, tok ho publikum med storm på den 18. festivalens siste store kveld i går.
Det var på Scene West Victoria, den overlegent beste spelestaden for band i dette formatet, og frå første stund hadde Cæcilie, bassist Lars Danielsson og pianist Carsten Dahl salen i si hule hand. Repertoaret var gammalkjent for alle Norby-fans, med «Girl Talk» som opningsnummeret, Joni Mitchells "Both Sides Now", Wayne Shorters "Footprints" som Cæcilie har skrive tekst til, før heile bandet tok av i ein forrykande versjon av "How High The Moon".
Etter pause tok bassisten også celloen fatt, repertoaret var meir samansett, Cæcilie fekk demonstrert sine kunster som operasongar, den vakre balladen "In a Sentimental Mood" vart avløyst av "But not for Me", og om programmet kan vere "tradisjonelt", er det den enorme virtuositeten, den musikalske tryggleiken og styrken i framføringa som gjer susen.
Festivalyngling
Sidan hon var på Oslo Jazzfestival den første gongen i 1995 har Cæcilie Norby vore denne festivalens yndling. Då stilte den tidlegare rockedama først på dåverande Rebekka West, der ein Lars Jansson spela det rustne gamle pianoet nesten i filler. Etterpå sjarmerte ho eit meir kondisjonert publikum i senk på restaurant Håndverkeren.
Sidan har hon vore på festivalen i 1996, i 1997 (med Sandvika Storband), og i 2000 med Lars Danielsson og Per Jørgensen, med eit program dei turnerte landet rundt med. I går hadde ho sitt faste komp dei siste åra, og trioen fekk høgst fortent ein ovasjonsaktig applaus.
/ Roald Helgheim
(General Highlights)
To Top
Politiken | A Diva steps out (Jazz Festival, 2003)
Cæcilie Norby with Lars Danielssons quartet and Hans Ulrik in Tivoli.
It was as good as the perfect evening, when Cæcilie Norby kicked off the Copenhagen
Jazz Festival in Tivoli. Apart from minor sound technicalities with the first track, it was an overall error-free performance.
The lead singer found herself like a fish in water in front of a large ensemble, with a jazz rhythm group including the pianist Carsten Dahl, the bassist Lars Danielsson, drummer Anders Kjellberg and saxophonist Hans Ulrik combined with a larger contingency of musicians from the Danish Symphony Orchestra. And with good reason, it looked good on Cæcilie Norby to be dressed with this musical setup, and at no time did she have problems singing in accompaniment with such a large orchestra.
During the five quarters the concert lasted, she demonstrated how far her vocal talent goes as a singer and how easily she is able to shift between genres and moods.
They started with 3 fast swinging songs: "Girl Talk", "For Heavens Sake (Let's Fall in Love)" and "Cuban Cigars". It was undoubtedly determined that Cæcilie Norby can measure up with even the best singers- also internationally. Hers is a voice you long for, combined with a modern assurance and a sublime ability to communicate with big audiences. A lady, a diva, a donna.
But when she sang her own "First Conversation", which is about the experience of becoming a mother, she lowered her defenses and showed a vulnerability and sensitivity that first of all, was incredibly beautiful, and secondly, showed a both wise and naive posture in it's mixture of wonder and sentimentality for the miracle of life.
In that she also sublimely conquers the lesser format, was demonstrated in her intense duo version of Leonard Cohen's "Hallelujah", where she together with her husband Lars Danielsson provoked an almost religious atmosphere in the sold out concert hall. Afterwards she easily changed tempo to a samba-like version of Glen Campbell's country classic "Gentle on My Mind" and then to Elvis Costello's "I Almost Had a Weakness" (from "The Juliet Letters" with the classic string ensemble The Brodsky Quartet), both effectively renewed compared to the originals, and without ever seeming too rehearsed.
The high point was definitely and without compromise her version of David Bowie's "Life on Mars" (from the 1972 masterpiece "Hunky Dory"). To be able to renew such a definitive and incredibly performed song is a witness of true talent.
Cæcilie Norby is an extraordinary singer, but she also allows her musicians to play their part. There is only one expression for her performance in Tivoli: World class.
/ Henrik Palle
To Top
Berlingske Tidende | Excellent (First Conversation )
On Cæcilie Norbys new CD "First Conversation" nothing is left to coincidence. Only perfect is good enough. The singer Cæcilie Norby brings with her new CD an artistic identity, signifying the greatest vocalists.
The first impression is so overwhelming that it's difficult to explain what it's all about.
Not only is Cæcilie Norby in possession of an impressive and beautiful voice, she establishes that she is an extremely creative thinking and goal oriented artist.
Cæcilie Norby has since her latest, and now three year old release "Queen of Bad Excuses", continually tested new repertoire in various constellations on stage. Undoubtfully there have been choices, dismissals and adjustments and even though improvisation is not something lacking, you still feel that nothing is left to coincidence. Only perfect is good enough.
It's appropriate to mention that the 37 year old singer in her time between now has a husband and child, and we can establish that she is a grown woman who dares gearing down and dares, almost exclusively, singing ballads- often wrapped in string ensembles.
It's artistically demanding, but Cæcilie Norby knows exactly what she's doing. Her voice, which has always been characterized by volume and precision, has become more warm and poetic. She delivers words and tones with a special nonchalant elasticity. Hers is an artistic identity, a form of recognizability which we familiarize with the greatest vocalists.
The repertoire is exquisite, the arrangements are richly variated and there are wonderful parts from various instrumentalists. There should be no doubt that Cæcilie Norbys husband, the Swedish bassist and cellist Lars Danielsson, is very much responsible for the sublime result. He has composed one of the albums most extraordinary tracks, "Kyrie", which Cæcilie Norby has given a very beautiful swedish lyric and the masterpiece evolves from lyrical folklore to a dramatic sound picture with the singer's voluminous opera soprano in balanced dialogue with the norwegian Per Jørgensen's emotional trumpet playing.
Overall, there are quite a few suprisingly sharp turns on the album's romantic highway. Here it is worth mentioning the chaotic end of an eminent interpretation of Leonard Cohen’s "Hallelujah" with the album's only real up-tempo track, a let-loose latin version of John Hartford's country classic, "Gentle on My Mind".
But it is the ballads that best signify the album. Above all, Lionel Hampton's "Midnight Sun" with the pianist Carsten Dahl's emotional play and arrangement, and Michel Le-grand's "You Must Believe in Spring", it's simplicity is allowed to accompany the fascinating melody.
And finally the title track, Cæcilie Norby's own "First Conversation", where the singer - with an excellent lyric and melody, describes her first dialogue with her daughter. It's a thought provoking song about life's little miracles.
It's simply miraculous...
/ Kjeld Frandsen
To Top
DownBeat | Norby at her most expressive (Queen of Bad Excuses)
Danish vocalist Cæcilie Norby's third album for Blue Note is a brave and finely honed effort - few vocalists around today would dream of writing all their own material.
Norby has deliberately endeavored to mix it all up as far as possible without losing the thread of continuity. The arrangements are understated throughout, yet perfectly complementary; for that one need look no further than to the input of co-producer and bassist Lars Danielsson. For example, the gentle bossa nova of "You" seems to be straying dangerously close to the middle of the road, but guitarist John Scofield and Danielsson - playing cello, as well as bass - keep it on track, with some atmospheric, concise contributions.
"Milkman," which features the album's title in the lyrics, shows Norby at her most expressive, with drummer Billy Hart, Scofield and tenor saxist Lars Møller adding color. Anders Bergcrantz's flugelhorn on "Newborn Broken" sends little ripples up the spine, while Norby's vocal is controlled and finely phrased.
/ Hugh Gregory
(SlowFruit / German Release)
To Top
Bielefeder | Wow! (SlowFruit)
Ihre warme, wandlungsreiche Stimme, diese zeitlosen, delikat arrangierten Songs, die nach dem großen American Songbook klingen - wow! Die stamen übrigens allesamt aus der Feder der dänischen Sängerin, die in Skandiavien längst als "Queen of Jazz" gefeiert wird. Fazit: Queen of Jazz
/ Horst-Peter Meyer, Nov 2007